Første skridt mod Danmarks første White Water Park

Original artikel kan findes her.

Danmarks første white water park kan være på vej til Dragør. Politikerne i kommunen har taget første skridt – nu venter arbejdet forude.

En kunstig flod, der er så brusende, at man både kan river rafte og surfe på den.

Det kan blive virkelighed i Dragør om bare tre år, hvis alt går som smurt for folkene bag.

Mandag kom Danmarks første White Water Park et skridt tættere på, da tre partier blev enige om at kaste 3,5 millioner kroner efter idéen.

Projektet skal gå under navnet Copenhagen White Water Park.

Politikerne er også blevet enige om en placering – nemlig på en tom mark på Kirkevej tæt ved Hollænderhallen. Her får det kommende vandanlæg og reakreative område 43.000 kvadratmeter at boltre sig på. Det svarer til seks 11-mandsfodboldbaner.

– Projektet er gået fra at være en fugl på taget til en fugl i hånden, siger Jakob Færch, formand i Dansk Surf & Rafting Forbund og én af initiativtagerne bag CWWP.

De 3,5 millioner er til bare en dråbe i havet, for Jakob Færch anslår, at hele Copenhagen White Water Park kommer til at koste 55 millioner kroner. De penge skal findes igennem fonde.

– Kommunens involvering er rigtig god, når fondene skal vurdere, om de vil være med, siger Jakob Færch.

Hvis alt går glat, så kan parken stå klar i 2021, mener han. Men inden vi når så langt, så skal Dragørs budget endeligt godkendes i oktober.

Her ses billeder fra white water kanaler i Glasgow. Der er endnu ikke udarbejdet tegninger over Copenhagen White Water Park. Foto: Copenhagen White Water Park

Et væld af aktivteter

Tegningerne til vandanlægget er endnu ikke lavet. Men står det til Jakob Færch, så skal der være et væld af aktiviteter i parken.

I en kunstige flod med strøm og bølger skal man kunne dyrke river rafting, river boarding, surfing og redningstrænning. Derudover skal der være en sø med roligt vand med aktiviteter som kajakpolo, stand up paddle

På land vil han gerne have borde og bænke, grill-område, en skate park og naturområde. Derudover ønsker man en form for klubhus.

Jakob Færch understreger dog, at udvalget af aktiviteter skal fastlægges i samarbejde med de lokale og foreningerne tæt på.

Og det er der masser af efterspørgsel på netop en wihte water park, mener han. I dag har Dansk Surf & Rafting Forbund 4.000 aktive medlemmer, mens det anslås, at mellem 10.000 og 12.000 danskere surfer.

Copenhagen White Water skal drives af foreninger, og den er derfor non profit. Han forventer, at man skal betale et mindre beløb for at bruge vandanlægget som privatperson.

Den første million fra kommunen skal bruges til at udvikle parken, mens de næste 2,5 bruges til etablering af parken.

Presset kommune vælger vandpark og lukker børnehave

Original artikel kan findes her.

I Dragør er tre partier netop blevet enige om et budgetforlig. Her giver de med den ene hånd penge til en vandpark, mens de sparer på velfærd. Det forstår flere borgere ikke.

Mandag blev der underskrevet et budgetforlig i hovedstadsområdets mindste kommune, Dragør.

Og det er i den grad et budgetforlig, der deler vandene.

For kommunen har store økonomiske vanskeligheder og skal spare godt 20 millioner kroner om året for ikke at udhule kassebeholdningen.

Det rammer blandt andet daginstitutioner og ældrepleje – men et stort vandsportsanlæg i stil med det der ses nedenfor er der til gengæld blevet råd til.

Her ses et eksempel på en bynær white water park i Pau, Frankrig.​​​​​ Foto: Copenhagen White Water Park

– Vi kan ikke undgå besparelser på områder, der har en direkte påvirkning på borgerne. Vi har kæmpet for, at det skal blive så lidt som muligt, siger borgmester, Eik Bidstrup, Venstre.

Partierne bag budgetforliget har besluttet at bruge op mod 3,5 millioner kroner på projektet Copenhagen White Water Park.

– Der er styr på økonomien i det budget, vi fremlægger, og der er penge fremadrettet i kassen til det. Så det behøver ikke at være et enten eller. I det her tilfælde, så får vi pengene til at hænge sammen, siger borgmesteren.

Forliget blev indgået med Venstre, Socialdemokratiet og DF.

Forældre: En forkert prioritering

Et af de steder, der skal spares, er på Dragør Menighedsbørnehave. I budgetforliget fremgår det, at driftsoverenskomsten med den selvejende institution skal opsiges.

– Jeg synes, at det er smaddersmadder ærgerligt. Jeg synes, man er i gang med at fravælge en af de mest traditionsrige og allervigtigste spillere på børneområdet i Dragør, siger Ida Lissau Jacobsen, forældre i Dragør Menighedsbørnehave.

Rasmus Hartung, der er forældre i Dragør Menighedsbørnehave, er ikke tilfreds med politikerne:

– Jeg har forstået, at det er forskelige kasser, som pengene bliver taget fra. Når det så er sagt, så synes jeg det er forkert af en kommune at prioritere nye anlæg, når man ikke har styr på sin basisøkonomi, siger han.

Vandsport kan tiltrække flere

Den politiske prioritering fik Konservatve til at forlade budgetforhandlingerne i 11. time.

– Når man skal spare 20 millioner, og vi måske skal skære på hjemmehjælpen til Fru Hansen, så er tiden ikke til, at man sætter den slags projekter i gang, som vi faktisk ikke rigtig ved, om kan blive til noget, og som vi ikke har behov for, siger Kenneth Gøtterup, Konservative i Dragør.

TV 2 Lorry stillede følgende spørgsmål til borgmester, Eik Bidstrup:

– Kan du forstå, at der er nogen, der mener, at det er forkert at bruge penge på et udviklingsprojekt, som ikke er nødvendigt, når I samtidig sparer på kernevelfærd?

– Man kan altid diskutere nødvendighed af ting. Vi er sat i verden for at skabe gode rammer for vores borgere. Der er styr på økonomien, og det er der også fremadrettet. Derfor mener vi, at vi skal lave nogle fysiske initiativer, så vores kommune kan blive endnu bedre og tiltrække endnu flere gode, dygtige og glade borgere.

Budgettet i Dragør skal vedtages endeligt den 4. oktober.

Hollænderparken – ny multiaktivitetspark på vej til Dragør

Original artikel kan findes her.

Drømme bliver til virkelighed – en ny multiaktivitetspark er på vej til Dragør. Bag det ambitiøse projekt står Dragør Kommune i samarbejde med Copenhagen White Water Park (CWWP). Hollænderparken er en del af det nye budgetforlig, meddeler Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup i en pressemeddelelse mandag.

DRØMME BLIVER TIL VIRKELIGHED

“Forestil dig en offentlig park hvorigennem der løber en dejlig flod med brusende vand, bølger og hvide skumtoppe. På floden er der mennesker der leger i gummibåde, kajakker og riverboards. I parken sidder der nogle familier og spiser frokost i det fri. Andre kigger på de aktive i floden, mens et nyforelsket par hygger sig med at klatre lidt på en klatreskulptur. I øjeblikket skal man rejse langt for at få disse oplevelser, men måske ikke så meget længere. Vi arbejder intenst på at skabe dette i hjertet af Dragør”, skriver CWWP om projektet på deres hjemmeside.

Hollænderparken – en del af budgetforliget (pressemeddelelse)

“Siden 1974 hvor den daværende kommunalbestyrelse arbejdede med ideen om en bypark, har der i skiftende kommunalbestyrelser været arbejdet for en rekreativ aktivitetspark for Dragørs borgere. En park, hvor borgere på tværs af generationer kan bruge tid sammen. Det bliver nu en realitet med budgettet for 2019!”

“I disse tider, hvor vi alle bruger en stor del af vores liv indendøre, i institution, i skole, uddannelse og lange arbejdsdage, så vil vi i Venstre, Socialdemokratiet og DF gerne være med til at tage ansvar og skabe nogle rammer hvor fritidsliv kan nydes væk fra computerskærmen og sofaen. Og ja- vi har nogle fantastiske naturområder i Dragør. Men vi vil gerne sætte rammerne for en multipark. En park hvor forskellige uorganiserede såvel som organiserede sportsgrene lever side om side med ”grønne lunger” med borde og bænke og arealer til fri leg i trygge rammer. En blanding af grønne områder krydret med et anlæg til at dyrke diverse vandsportsgrene- både for os der er nysgerrige nybegyndere- men også for de dygtige og professionelle. Et ”state of the” art anlæg til brug for nogle af de stærkt voksende sportsgrene i Danmark, men også i Dragør”.

Igennem de senere år, har vi arbejdet på at udvikle vores Hollænderhalsområde. “Dette både med kunstgræsbane til fodbold i samarbejde med boldklubben, en ny svømmehal og en totalrenovering af vores hal. Nu vil vi gerne tage næste skridt og binde området sammen til en større aktivitetspark for flere idrætsgrene og for alle borgere. Hollænderparken/(CWWP er et skridt mod denne vision. Da denne vision ikke er realistisk at bære økonomisk for Dragør kommune- og slet ikke i en tid hvor vi skal spare på en række centrale driftsområder, så har vi allieret os med foreningen CWWP, som vil tage ansvar for en stor del af finansieringen af parken. Det betyder, at Dragør kommune blot vil stille et stykke jord og et mindre beløb i denne sammenhæng til rådighed for at vise medejerskab af parken. Vi vil derefter indgå i et arbejdsfællesskab med CWWP om hele processen. CWWP har allerede været i intens dialog med diverse fonde og vil tage ansvar for at rejse den resterende finansiering af parken på godt og vel 55 mio. kr. Vi ser dette som et stort plus i disse tider hvor store projekter i denne størrelsesorden ikke er mulig for de danske kommuner. Vi ser frem til et godt samarbejde om Hollænderparken, og glæder os på borgernes vegne til endnu et skønt sted i Dragør hvor vi kan nyde de udendørs glæder sammen, som vi håber kan indvies når vi har 500 års jubilæum i Store Magleby for hollændernes indvandring”.

Dragør Kommune og Copenhagen White Water Park skal samarbejde om at realisere Danmarks første vandaktivitets- og white water park

Om få år vil en flod løbe ned igennem Hollænderparken, Dragør Kommunes kommende bypark og børn, unge, voksne og ældre vil få stor glæde af at kunne være aktive inden for en række af de mest populære vandsportsaktiviteter i Danmark. Naturskønne områder til fri leg og rekreative aktiviteter vil også blive en stor del af parken.

Politikkerne i Dragør Kommune og teamet bag Copenhagen White Water Park (CWWP) har de seneste 3 år arbejdet sammen med henblik på, at kvalificere og realisere Danmarks første vandaktivitets- og white water park. Projektet bliver nu en realitet da Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i forbindelse med kommunens budgetforhandlinger, har indgået aftale om at stille jord og et anlægsbeløb til rådighed til etablering af Hollænderparken, en ny bypark hvori aktiviteterne og faciliteterne i CWWP vil skulle indgå.

Budgetforliget blev indgået i dag kl. 17.00 og skal nu i kommunens 2. behandling den 27. september hvorefter der forventes en endelig behandling i kommunalbestyrelsen den 4. oktober.

Idéen bag CWWP har netop været at skabe en multifunktionel park som kan favne en lang række af spændende vandsportsaktiviteter, rekreative parkaktiviteter, behagelige opholdszoner, skatearealer for børn og unge m.v., og derfor er teamet bag CWWP også glade for at politikkerne i Dragør Kommune har valgt at tænke CWWP ind i etableringen af en ny rekreativ bypark i Dragør.

Eksempel på en bynær white water park i Pau, Frankrig.

”Med samarbejdet med Dragør Kommune skabes grundlaget for videreudvikling og etablering af Copenhagen White Water Park – det første fysiske aktivitets- og mødested for dansk white water sport, bordsport, surfing og aktivt udeliv i det hele taget. Der er et helt unikt drive og fællesskab inden for det danske white water og surf miljø, og et kæmpe stort ønske om at kunne give de spændende oplevelser videre til danskerne. Med CWWP får vi nu disse muligheder. Vi har arbejdet på dette projekt igennem mange år og vi er utrolig glade for det samarbejde vi har haft med Dragør Kommunen igennem de seneste 3 år. ” siger Jakob Færch, formand i Dansk Surf & Rafting Forbund og én af initiativtagerne bag CWWP.

I CWWP skal der være aktiviteter for de mange og målet er blandt andet at aktivere børn og unge i foreningslivet, skoler og institutioner, eksisterende foreninger og det spirende selvorganiserede miljø. De grønne arealer skal krydres med aktive opholdszoner, skatearealer og muligheder for at slappe af det fri.

Finansieringen af CWWP skal hovedsagligt findes igennem fonde, som projektgruppen efter en projekteringsfase, vil gå i gang med at søge. For Dragør Kommunes budget gælder det at kommunen i budget 2019 skal stille grund og 1 mio. kr. til rådighed til projektering. Senere, når finansieringen af hele byparken er på plads, skal kommunen biddrage med 2,5 mio. kr. til anlægsudgifter.

Økonomi til drift af aktiviteterne i byparken vil primært ske igennem brugerbetaling og parkens generelle omsætning igennem aktiviteter. Her arbejder projektgruppen med stabile og driftssikre tal fra et lignende projekt i Glasgow, hvor en white water park på 4. år har et stigende antal af besøgende og en sund driftsøkonomi.

Fredag i vandsportens tegn!

Find original artikel her.

Copenhagen White Water Park arrangerer i samarbejde med Dansk Surf & Rafting Forbund, Dragør Sejlklub og Copenhagen Watersports en dag fuld af sjov og leg på vandet. Du kan være med og prøve Rafting, Kano, Kajak og SUP.

Fredag den 24. august kan du for første gang i Dragør komme og prøve nogle af de nye aktiviteter og høre mere om projektet. Copenhagen White Water Park arrangerer i samarbejde med Dansk Surf & Rafting Forbund, Dragør Sejlklub og Copenhagen Watersports en dag fuld af sjov og leg på vandet.

PROGRAM
12.00 – 14.00 Dragørs skoler prøver aktiviteter
14.00 – 15.30 Fritidsklubber og Institutioner ’Kom og prøv Rafting og SUP
15.30 – 17.00 Alle er velkomme til at komme og prøver SUP, Kajak & Rafting.
17.00 – 19.00 Fun raft race & Fun SUP race
17.00 – 20.00 Grillen er varm (bring Your Own) CWWP giver øl/vand og en grillpølse til alle der har været på vandet
19.00- 21.00 Kom og prøv

Frygt: Nordhavn kan ende som en kulturørken

Foto: Joachim Adrian

Find original artiklen her.

Frygt: Nordhavn kan ende som en kulturørken

Ørestad er skrækeksemplet, når foreninger rejser krav om flere penge til kultur- og idræt i Københavns Nordhavn.

Et goldt landskab af bolig og erhvervskarreer, hvor ungerne har svært ved at støve en ærlig boldbane op, og hvor et kulturhus er noget, man må skrive hjem fra Københavns øvrige kvarterer om.

Sådan er flere idræts- og kulturforeninger bange for, at gigantudstykningen i Københavns Nordhavn vil udvikle sig, hvis ikke kommunen snart sætter betragtelige beløb af til at frikøbe grunde til kultur- og sportsfaciliteter. Indtil videre har kommunen nemlig kun sat penge af til en enkelt fodboldbane i Nordhavn.

»Vi frygter, at Nordhavn ender, ligesom andre byudviklingsprojekter i København, hvor man kommer for langt med boligudviklingen, før man får skabt rum, rammer og ressourcer til kulturudvikling. Systemerne må ikke gentage sig selv, så vi får et Ørestad nummer 2«, siger Mogens Kirkeby, formand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) i Storkøbenhavn.

Den ofte kritiserede byudvikling af Ørestad begyndte i 1990’erne. Her blev kultur- og idrætsfaciliteter ofte først passet ind sent i processen.

Borgmesteren er også bekymret

Også kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) er bekymret. Han kræver 25 millioner kroner afsat til frikøb af grunde til rekreative formål hvert år »de næste fire til fem år«, når de københavnske lokalpolitikere i næste uge begynder forhandlingerne om budget 2016.

»Vi kunne jo se i Ørestad, at der altid lige var noget andet, der stod i kø – hvorfor skulle man købe en grund nu, når der først kom beboere om fem år?«.

Sådan lød det fra byudviklere og politikere dengang, siger kulturborgmesteren, som tilføjer:

»Men fem år er altså den tid, det tager at bygge en institution«.

I første omgang ser borgmesteren flere projekter for sig: et nyt maritimt idrætscenter, et kombineret kulturhus og bibliotek, en idrætshal forbundet med en skole, flere boldbaner og en såkaldt ’White Water Park’.

Frank Jensen lover flere grunde

Københavnerne er i dag alt andet end forvænte med idrætsfaciliteter og andre rekreative byrum – byen ligger i den absolutte bund på landsplan. Skal de 40.000 kommende beboere i Nordhavn nyde godt af blot samme lave niveau som de øvrige københavnere, vil det kræve, at cirka 10 pct. af grundene, som ejes af udviklingsselskabet By og Havn, afsættes til rekreative formål, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Ifølge den nye kultur- og fritidsplan, som Carl Christian Ebbesen håber på opbakning til på rådhuset, kan det konkret oversættes til »3-5 idrætshaller, 1-2 svømmehaller, 10- 20 boldbaner, cirka 10 yderligere faciliteter til idrætsaktiviteter, 1-2 integrerede kulturhuse med bibliotek og borgerservice, samt yderligere 2-3 faciliteter til kulturaktiviteter som musik, dans eller klubfaciliteter«, som skal stå klar, når området er fuldt udbygget i 2050.

Overborgmester Frank Jensen (S) forsikrer at der vil komme flere penge til næste år:

»Vi skal udvise rettidig omhu her og købe de arealer, der skal til. Nu går vi ind i budgetforhandlingerne, og derfor kan jeg kun sige, at jeg er indstillet på, at vi skal sætte penge af til yderligere grundkøb i Nordhavn«, siger han.

Frådende vandland i Nordhavn er udskudt

Find original artiklen her.

 

Frådende vandland i Nordhavn er udskudt

Gruppen bag Copenhagen White Water Park (CWWP) kan pakke alle forhåbninger om at komme i gang med byggeriet i år helt væk.

Et flertal i kultur- og fritidsudvalget stemte imod at få projektet med i ”efterbudgettet” for 2014 – også kaldet Overførselssagen 2014-15.

– Det var imod min vilje, og jeg blev faktisk lidt småvred. Det er et af de projekter, der skulle gøre Nordhavn attraktiv. Det er irriterende, hvis det først er klart, når de nye beboere er flyttet ind, siger Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester.

I Overførselssagen 2014-15 skal politikerne fordele de penge fra 2014-budgettet, som ikke blev brugt. I stedet kommer CWWP med i budgetforhandlinger for 2016.

– Overførselssagen er kortsigtet og til projekter, der kan komme i gang i 2015. Vi kunne ikke nå at komme i gang med det her projekt i år, siger Simon Strange, der stillede forslaget om at tage CWWP med i forhandlingerne om 2016-budgettet.

Det er borgmesteren imidlertid ikke enig i.

– Der var et fint grundlag om projektet, vi kunne træffe beslutninger på. Nu går der år og dage, før der kommer til at ske noget, siger Carl Christian Ebbesen.

Borgmester håber på havnebad og white water i Nordhavn

Borgmester håber på havnebad i Nordhavn

Kultur. Forleden blev det endeligt vedtaget, at »Hva drikker mølr-siloen« skal bruges til boliger i stedet for kultur. En handlingsplan skal nu sikre kultur andre steder i Nordhavn .Men den er afhængig af politikernes prioritering

Af Line Weldingh

liwe@minby.dk

Nordhavn: Et havnebad, et maritimt idrætscenter og en kunstgræsbane.

Det er blandt forslagene i en handlingsplan for Nordhavn, som kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) har fået udarbejdet.

Handlingsplanen kommer med bud på, hvilke aktiviteter, der kan være i Nordhavn. Opgaven er nu at prioritere og sætte penge af til de forskellige ting.

»Vi har fået en tekst om Nordhavn med i det seneste budgetforlig. Så politisk har vi forpligtet hinanden til at arbejde med det. Det er et godt skridt i den rigtige retning,« siger Carl Christian Ebbesen, hvis mål er at en tiendedel af Nordhavns arealer skal bruges til kulturelle formål.

Ingen erstatning for silo

Borgmesteren satte sin forvaltning til at komme med forslag til kultur i Nordhavn, efter man måtte opgive at bruge Hva drikker mølr-siloen til kulturelle ting, som der eller stod i den oprindelige i lokalplan. Den har man nu lavet et tillæg til, så siloen i stedet kan sælges til boliger.

Carl Christian Ebbessen har tidligere krævet, at man reserverede et andet område til kultur. Det har man dog endnu ikke gjort.

»Når man reserverer en grund, skal man aflevere pengene til By & Havn. Det skal være så konkret som overhovedet muligt, så det skal man gøre så sent som overhovedet muligt. Når det er sagt, så mener jeg, man skal planlægge i god tid. Når man i forvejen ved, hvor kulturhuset skal ligge og der begynder at komme mennesker, er folk, der skal købe, interesseret i at give en højere pris,« siger Carl Christian Ebbesen og nævner at byer som Hamburg og Wien har gode erfaringer med netop det.

Afhænger af prioritering

Pengene til kulturen i Nordhavn skal findes under politikernes årlige budgetforhandlinger eller de såkaldte overførselssager, hvor overskydende penge fra årets budget fordeles.

Så aktiviteterne i Nordhavn, er afhængige af politikernes velvilje.

»Vi har lavet et godt bud på, hvad der skal være. Nu afventer jeg at man prioriterer det. Op til den proces skal vi diskutere hvilke fem-syv ting, der er vigtigst at starte på hurtigt,« siger kultur- og fritidsborgmesteren, der har et havnebad og white water rafting højt på ønskelisten.

Han vil forsøge at få sat penge af til de første ting under overførselssagen til foråret.

»Hvis du spørger mig, skal det ind. Der kommer ikke noget, hvis vi ikke lægger penge på bordet, og det skal gerne være færdigt, inden folk flytter ind i Nordhavn om to-tre år.«

White Water Viborg får konkurrence

Find original artikel her.

Vandsport. Planer om en White Water Park i Københavns Nordhavn er langt fremme. Men det får ikke White Water Viborg til at tøve.

Planerne om et white water-anlæg til 37,5 millioner kroner i Københavns Nordhavn får ikke foreningen White Water Viborg til at tabe modet, oplyser formand Inge Bak fra foreningen.

»Planerne i København ser spændende ud. Som jeg ser dem, satser københavnerne mere lokalt, end vi gør. Vi kommer ikke nødvendigvis i vejen for hinanden. Jeg ser to vidt forskellige projekter,« siger Inge Bak.

»Vi gør en afgrænset del af søbredden til et aktiv for mange. Mulighederne er vokset, efter at kommunen har besluttet at flytte en folkeskole til området,« siger Inge Bak.

Den hvide bølge

Morten Bertelsen, der både er projektleder for Copenhagen White Water Park og medlem af bestyrelsen for White Water Viborg, er enig i, at der er plads til to:

»Nu har jeg i 12 år arbejdet for »at få bølger« i Danmark, og vi kan sådan set ikke få bølger nok. Jeg er overbevist om, at sådanne anlæg har en stor fremtid, og det kan kun glæde mig, hvis vi både får et anlæg i Viborg og ét i København. Det er oplagt med et samarbejde, blandt andet om konkurrencer«.

Begge steder repræsenterer han Dansk Surf- og Raftingforbund. Viborg-bestyrelsen tæller blandt andre også Peter Nyegaard, Dansk Kano- og Kajakforbund, samt Svend Hagelskær fra DGI Midtjylland. Med andre ord er organisationerne godt med.

Han taler om en helt ny idrætskultur i Danmark. Nogle har sagt, at de store fonde kun vil støtte ét af den slags anlæg i Danmark, men projektlederen tror på, at fremtiden viser noget andet, når helt nye idrætsudøvere kommer frem.

Copenhagen White Water Park har i sin opstilling forestillet sig stor støtte fra Københavns Kommune, Nordea-fonden, Friluftsrådet samt Lokale- og Anlægsfonden. Sidstnævnte har sammen med Erhvervs- og Byggestyrelsen støttet forarbejdet.

SF’er er i front

Fælles for planerne i København og Viborg er, at de er i den forberedende fase, og at den økonomiske side ikke er på plads. På pengesiden er Viborgs planer de mest ambitiøse, idet det samlede anlæg er sat til 53,3 millioner kroner.

I Københavns kultur- og fritidsudvalg har SF’eren Peter Thiele argumenteret for Copenhagen White Water Park. Efter mødet noterede Peter Thiele, at alle partier går ind for en næste fase, hvor forvaltningen gør forarbejdet til et egentligt forslag.

I Viborg arbejder kommunen på en redegørelse, der viser, hvordan en kunstig fos på Søndersøs østlige bred kan påvirke miljøet. Men også en lokalplan og et tillæg til kommuneplanen må til. Kommunens del tager cirka halvandet år.

Københavns Kommune satser på at give Nordhavns-kvarteret et stort pift. Blandt andet et maritimt center skal skabe liv på vandsiden. En arbejdsgruppe har netop været i Glasgow for at hente inspiration til et white water-anlæg med aktiviteter som rafting, kajaksejlads, stand up-paddle, kanosejlads, surfing, wakeboard-surfing, dykning og vinterbadning.

Forskellige grupper

Fossende vand er en vigtig del af begge planer. Københavnerne opererer med 18 kubikmeter fossende vand i sekundet, mens Viborg har lagt sig fast ved 16 kubikmeter, når det er vildest.

Inge Bak regner med, at miljøundersøgelsen er færdig i løbet af foråret. Danmarks Naturfredningsforening har ikke noget imod planerne som sådan, men kan ikke anbefale stedet mellem Søndersø og Nordisk Park. Kritikken herfra gælder også idéen om et betonskærmet bassin i selve søen.

Morten Bertelsen regner med, at planerne for Nordhavn også kræver en lokalplan.

»Vi skal nok hen i 2017, før vi kan være på plads i København. Jeg kender fint forholdene i Viborg. Men jeg vil ikke sige, at det nødvendigvis er lettere at få planerne igennem i København,« siger Morten Bertelsen.

Han ser den forskel, at det københavnske vandmekka i høj grad skal være for foreninger, mens Viborg-tilbuddet mere bredt er til en blanding af kursister på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg, turister og lokale brugere. Kernebrugerne i København skal være op imod 3000 medlemmer.

Politiken: Forslag – København skal have en White Water Park

Find original artikel her: http://pol.dk/2430378

Mens siloer bygges om til boliger og kontorer, og store bygninger skyder op i det ny Nordhavnskvarter, skal der sættes gang i fritidsaktiviteter på vandet. Nærmere bestemt white water-sport.

Nu tænker du måske white water som i rafting og kajaksejlads ned ad buldrende, brusende, hvidskummende floder og vandfald og har svært ved at forbinde det med hovedstadens rolige havnebassin.

Men white water er også noget, man laver med kunstige kanaler og pumper, så ellers stille vand bliver så boblende, brusende og susende, at det kan bruges til rafting, stand up paddle (SUP), kano, kajak, surfing og riverboarding.

Bag forslaget står Dansk Surf & Rafting Forbund og den lokale idrætsforening Copenhagen Watersports, der får støtte af blandt andre Peter Thiele (SF), der er medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Sammen fremlægger de to parter i dag, torsdag, et forslag til oprettelsen af et anlæg med eksempelvis dykkerbaner, et flydende klubhus, kabelbane til wakeboard, slalombane til stand up paddle, vinterbadning og kajakbane, så den ny bydel får liv på vandet og giver københavnerne en række nye rekreative muligheder.

»Vi skal ikke begå den fejl, at vi ikke har kultur- eller idrætsfaciliteter derude. Det skal ikke stå dødt, når vi får en ny bydel. Og det her er et visionært projekt og anderledes, end hvad vi ellers har i København«, mener Peter Thiele, der også har fået positive tilkendegivelser, når han har præsenteret ideen for de andre politiske partier i borgerrepræsentationen.

Vildt nok

Men hvor white kan vandet egentlig blive i Københavns Havn?

»Det kan blive vildt nok. Det er klart, at det ikke er en klasse fem-flod, hvor man kan dø ved det, men til forskel fra andre kunstige anlæg som for eksempel skibakker, så bevæger vandet sig på en naturlig måde i en white water-park«, fortæller Morten Bertelsen, der er en af idemændene bag forslaget og selv har dyrket white water sport de sidste 15 år.

Vandparken bygges som en kunstig kanal af beton, hvor vandet løftes op med store pumper, så det bruser ned igennem kanalen. Og til forskel fra floder, så er det ikke sten, mens lette og ufarlige plastikklodser, der fungerer som forhindringer ned ad strømmen, og vandstanden styrer man selv. Det betyder, at man kan designe sin flod alt efter behov og ønske om sværhedsgrad.

»Banerne kan både bruges af hardcore-kajakdrenge, og hvis man lukker mindre vand igennem, bliver det egnet til en fjerde klasse fra Østerbro«, forklarer Morten Bertelsen.

Dimensioneret til nybegyndere

De seneste ti år har flere og flere storbyer bygget white water parks, og idegruppen har besøgt en stribe af dem for at finde ud af, hvilke løsninger, der kan passe bedst til København. I Athen byggede man for eksempel et dyrt, fint anlæg til OL, som slet ikke bliver brugt mere, fordi det koster omkring 4.000 kroner i timen i strøm at have kørende, mens Sydneys anlæg er underdimensioneret i forhold til efterspørgslen, sådan folk står på venteliste i op til seks måneder for at komme til.

Udgangspunktet for det københavnske anlæg er, at det både skal være billigt at bygge og billigt at drive med strømudgifter på omkring 300 kroner i timen, hvilket er langt mindre end, hvad det koster at holde en svømmehal i gang, påpeger Morten Bertelsen.

»Vi vil lave et, der ikke er så stort, så det bliver ideelt for nybegyndere og børn. Med sådan et anlæg kan alle være med«, forklarer han og understreger, at white water-sport ikke kun er for ekstremsportudøvere, men også til stor glæde for handicappede, overvægtige og andre, der måske normalt har svært ved at hoppe i træningstøjet.

Estimatet lyder på, at vandsportsmulighederne i løbet af de første par år vil tiltrække 2.500-3.000 medlemmer, som efterfølgende kan danne grundlag for et større trænings- og konkurrenceanlæg i Nordhavn. Indtil videre lyder forslaget på, at Copenhagen White Water Park skal ligge i den gamle skudehavn.

Kan stå klart i efteråret 2015

Københavns Kommune har i de sidste par år arbejdet med et budgetønske på 30 millioner kroner til et maritimt center i den ny bydel, og Dansk Surf & Rafting Forbund håber på, at politikerne med det konkrete forslag vil reservere 10-15 mio. kroner af beløbet til etableringen af Copenhagen White Water Park i Nordhavn, alternativt helt omformulere budgetforslaget om et ’Maritimt Center i Nordhavnen’ til ’Copenhagen White Water Park’ i Nordhavn.

Hvis de københavnske politikere bliver enige om at bakke op om projektet til 37,5 millioner kroner, kan det tages med i forhandlinger om overførselsmidler til foråret. Hvis det går igennem, vil det tage et halvt år at opføre Copenhagen White Water Park, så anlægget, der er det første af sin slags i Skandinavien, kan stå klar til rafting i oktober næste år.